I bilen på vej til dagplejemoderen i morges:

Søn: "Det' glat!"

Ria: "Ja, det er meget glat..."

Søn: "Det bestemmer mor!"

Hmm... gid det var så vel... :)

Det var skønt at aflevere sønnen hos den vanlige dagplejemor her til morgen. For selvom han på vejen derhen bedyrede, at han ikke ville derhen, så var der ingen tårer eller nedadvendte mundvige, da jeg skulle gå. Hvilken lettelse!

Så nu kan jeg tage på kursus med ro i sjælen... og i en bil, der virker ;)

Jeg har været meget priviligeret. Det indser jeg nu, hvor jeg for anden gang på en uge har afleveret en meget ked søn i dagpleje. Det er altså lige noget, man skal vænne sig til!

Hertil morgen var den hel gal, og jeg måtte da også lige knibe et par tårer, da jeg gik derfra med sønnens bedrøvede (ugens underdrivelse!) ansigt indprintet på nethinden... SNØFT!

Og jeg har slet ikke set det komme. Nu har han været i dagpleje i næsten et år, og der har aldrig været noget. Til tider har jeg endda været bekymret over, at han hellere ville være hos sin dagplejemor end hos mig! Den bekymring har jeg ikke mere...

... de lokale forsøger at forklare én, hvor et eller andet ligger, ved at sige: "Jo, nede ved den gamle kro" eller "dér, hvor der engang var bager", og man ingen idé har om, hvad de taler om, og bare står og tænker: "Har her ligget en kro??"

Det sker tit for mig - og så sent som i morges. Tak til min lokale dagplejemor :)