De trofaste læsere kan nok regne ud, hvorfor bloggen har ligget stille hen de sidste par dage (ikke trofaste læsere har af gode grunde jo nok ikke opdaget, jeg har været forsvundet fra jordens overflade). Grunden er naturligvis, at:

jeg fødte en dejlig datter onsdag den 2. december 2009!!

Da først jeg havde været hjemme et par timer om kom tilbage til hospitalet (uden synderlige veer) onsdag, besluttede jordemoderen at prikke hul på vandet. Og SÅ gik det stærkt! Vi fik besked på at vandre lidt rundt, så der kunne komme gang i fødslen, men jeg savnede MEGET hurtigt min seng og undersøgelses-rum nr. 1, som jo efterhånden nærmest var blevet mit andet hjem.

Og ca. 4 (sindsygt hårde) timer senere lå jeg med min lille fine datter i armene. Sund og rask og dejlig fedtet :)

Nu prøver vi at finde rutinen herhjemme, og det er bestemt lidt sværere at være mor til to. Men indtil videre sover den lille engel bare det meste af tiden, så vi kan bruge tiden på at få afrettet sønnen lidt ;)

Og netop i dette sekund sover de begge til middag. Så kan man jo ikke lade være med at føle sig en anelse lykkelig...

Der var selvfølgelig travlt på fødegangen her til morgen, så lige nu sidder vi standby. De ringer, når de har tid til at se mig. Sandsynligvis først engang i eftermiddag. Suk.

Jeg tager det dog nogenlunde roligt, eftersom jeg for længst har skudt en hvid pil efter, at der skulle ske noget specielt i dag (en igangsættelse kan jo tage flere dage!). For mig er det bare endnu en tur på hospitalet med diverse undersøgelser og en masse ventetid. Går det hele hurtigere end forventet, er det bare en bonus ;)

Manden derimod er vist ved at gå ud af sig gode skind! Weekenden klarede han ellers fint, men i dag (som ifølge hans indre kalender jo skulle være den store dag) er han blev utålmodig som et lille barn juleaften! Han tøffer rundt og grynter...

Så nu vil jeg tage ham med en tur i den lokale baby-butik og så ud og spise frokost. Så må vi se, om vi når det hele... :)

Afsted til CTG og nye blodprøver på hospitalet... Er lidt spændt. Sidst blev fødslen jo lige flyttet 14 dage frem, så i dag risikerer man vel at blive sat igang med det samme?! Jeg tror det nu ikke, men man kan aldrig vide sig helt sikker...

Trætheden er ellers ved at overmande mig i dag. Den psykiske træthed. Kan f.eks. ikke tage mig sammen til at få taget opvasken, som ellers helt klart trænger til at blive taget!

Håber, det bare er fordi, jeg er træt af at gå og vente... :)

Da jeg kom ud fra hospitalet i går, skulle jeg lige tygge på de nye beskeder. Altså scanningen var go', og baby så ud til at have det helt fint; den voksede normalt, der var nok fostervand, og der var fin blodtilførsel gennem navlestrengen. Og jeg fik lever-medicin udleveret (ih, hvor jeg glæder mig til, det begynder at virke!).

Men! Selvom alt på nuværende tidspunkt går fint, så vil de alligevel sætte mig i gang to uger før terminen. Så der ikke pludselig opstår komplikationer. Og det ved jeg ikke rigtig, hvordan jeg har det med...

Man siger jo, at tre uger inden terminen, kan fødslen ske når som helst, og det vil blive anset som rettidigt at føde dér. Så det er jo ikke fordi, jeg kommer til at få et for tidlig født barn. Men jeg har lidt den holdning, at barnet kommer, når det er klar. D.v.s. hvis det ikke selv er kommet to uger inden terminen, så skal det nok have lidt længere tid.

Men jeg er alligevel ved at vænne mig til tanken... den skræmmer mig i hvert fald ikke, og man må jo gå ud fra, de ved, hvad de gør...?

Det, der skræmmer mig mest, er, at det nu lige pludselig er lige om lidt! :)

Mens alle andre går og slås med svine-influenza, har jeg mit helt eget sygdoms-helvede at slås med: Leverbetinget graviditets-kløe! Det klør og klør, og hvad gør jeg så? JEG klør og klør! Jeg har røde kradsemærker over hele kroppen og er ved at gå ud af mit gode skind! (Interessant tanke egentlig, for det er jo netop mit gode skind, der klør, så lad mig dog se at gå ud af det!)

Heldigvis skal jeg på hospitalet i dag og have udskrevet noget medicin, som kan få leveren - og dermed kløen - på ret køl igen. Jeg behøver vel ikke sige, at jeg glæder mig?!

P.S. Undskyld, hvis det her indlæg var lidt kedeligt eller underligt, men jeg har lidt svært ved at koncentrere mig for kløen...!! ;)

Jeg har lige haft uventet besøg af min mor. Vi bor ellers så langt væk fra alle, vi kender, at man bliver noget forskrækket og skeptisk, når det banker på døren... Men det var jo så altså min mor. Hun havde været inde og aflevere min far på hospitalet... og hun trængte til lidt omsorg.

Min far blev opereret i sidste uge (prostata), og alt gik fint... men nu er der alligevel opstået komplikationer, så han er blevet indlagt på ny og skal måske opereres igen imorgen. Min mor var lige ved at græde... Det skal nok gå i orden alt sammen, men det har vist været en hård dag for hende (og ham!).

Vi gav hende noget mad, og så optrådte sønnen på slap line, så hun ikke kunne andet end at grine.

Nu krydser vi bare fingre for, at min far snart bliver helt rask.