I bilen på vej til dagplejemoderen i morges:

Søn: "Det' glat!"

Ria: "Ja, det er meget glat..."

Søn: "Det bestemmer mor!"

Hmm... gid det var så vel... :)

Tja... pludselig er det blevet hverdag for denne mor til to. Dagplejen har lukket, manden skal arbejde ekstra, lillepigen vil kun sove på armen og sønnen afprøver grænser. Puha... Ville en lille pause være for meget forlangt? Nå, men måske næste år...

Godt nytår :)

Sidste dag med manden hjemme fra arbejde. Fra imorgen skal jeg op og afsted med to børn helt alene. Det skal jo nok gå, men umiddelbart virker det lidt uoverskueligt. Bare det at sidde og amme en halv time, mens sønnen afprøver sin trodsalder... argh!

Den seneste uge har jeg ellers øvet mig i hele to ting: at have mere tålmodighed og at slukke fjernsynet mere. Og det er gået strygende! Sønnen tester stadig min tålmodighed, men jeg prøver at være mere large med, hvad han må. For ja, det kan godt være, det roder og sviner, når han leger med tingene i køkkenvasken, men hva' så? Så rydder vi op bagefter... Det er faktisk nemmere at rydde lidt mere op end at være "sure mor" hele tiden ;)

Det med fjernsynet har også givet lidt mere ro i hverdagen. Det var simpelthen gået hen og blevet en rigtig dårlig vane at have det kørende mere eller mindre konstant fra sen eftermiddag til sengetid. Nu slukker vi og tænder for lidt musik istedet, for så kan sønnen meget bedre koncentrere sig om at lege for sig selv. Skønt! Og så får vi andre jo også lidt mere ud af vores kostbare tid...

De trofaste læsere kan nok regne ud, hvorfor bloggen har ligget stille hen de sidste par dage (ikke trofaste læsere har af gode grunde jo nok ikke opdaget, jeg har været forsvundet fra jordens overflade). Grunden er naturligvis, at:

jeg fødte en dejlig datter onsdag den 2. december 2009!!

Da først jeg havde været hjemme et par timer om kom tilbage til hospitalet (uden synderlige veer) onsdag, besluttede jordemoderen at prikke hul på vandet. Og SÅ gik det stærkt! Vi fik besked på at vandre lidt rundt, så der kunne komme gang i fødslen, men jeg savnede MEGET hurtigt min seng og undersøgelses-rum nr. 1, som jo efterhånden nærmest var blevet mit andet hjem.

Og ca. 4 (sindsygt hårde) timer senere lå jeg med min lille fine datter i armene. Sund og rask og dejlig fedtet :)

Nu prøver vi at finde rutinen herhjemme, og det er bestemt lidt sværere at være mor til to. Men indtil videre sover den lille engel bare det meste af tiden, så vi kan bruge tiden på at få afrettet sønnen lidt ;)

Og netop i dette sekund sover de begge til middag. Så kan man jo ikke lade være med at føle sig en anelse lykkelig...

Jeg ved ikke rigtig, om jeg skulle føle mig truffet af dagplejemoderens morgen-reprimende. Men jeg gjorde det ikke. Jeg synes nemlig, jeg har gjort, hvad jeg skulle.

Hun fortalte (til mig), at de nu var nødt til at gribe hårdt ind også over for halv-syge børn, da de (børnene og pædagogerne) ellers aldrig ville komme på højkant igen. Så selv 37,8 var altså feber og skulle klares hjemme. "Øh ja," tænkte jeg så. "Det var jo derfor, jeg havde sønnen hjemme igår. Jeg gider da heller ikke mere sygdom, så jeg vil da gøre mit for at stoppe spredningen! Men nu er han altså rask, feber-fri og fuldt aktiv. Er det så ok, jeg benytter mig af den pasningsordning, jeg betaler for i dyre domme??"

Jeg formulerede det lidt pænere over for hende :) Men jeg gjorde bestemt opmærksom på, at jeg heller ikke gad mere sygdom og derfor gjorde mit og i øvrigt bakkede op om deres nul-tolerance.

Men engang imellem føler jeg bare, jeg skal gøre mig fortjent til at aflevere min søn. Og at jeg altid lige skal mindes om et eller andet, jeg burde gøre bedre. I hvert fald hos denne dagplejemor.

Overvejer meget, om den lille skal passes af en anden, når den tid kommer...

Sønnen havde det lidt skidt i nat. Han kastede op en enkelt gang og havde feber.

Han ville da heller ikke rigtig spise sin morgenmad her til morgen. Men ellers virkede han frisk, og feberen havde lagt sig.

Så hvad gør en mor, der selv ikke har det for godt og ligger og overvejer, om dét her er de farlige influenza-lignende symptomer, de taler så meget om?? Hun sender sønnen afsted i dagpleje og krydser fingre for, at de ikke ringer og beder hende hente en syg søn (og ved samme lejlighed minder hende om, at hun er en dårlig mor...).

Sådan er virkeligheden bare engang imellem.

Så blev gaven til min søster (eller snarere hendes afkom) endelig købt, og min mor skulle gerne ankomme planmæssigt til Skotland med den fredag. Desværre er babyen ikke kommet helt så planmæssigt... ja faktisk, er den slet ikke kommet endnu!!

Min søster er i dag gået en uge over tiden, og ifølge hendes jordemoder, er der hverken tegn i sol eller måne på, at en fødsel skulle være nært forestående (altså lige bortset fra den gigantiske mave indeholdende et "færdigt" barn, hun render rundt med). Så hun (og også vi) må væbne os med tålmodighed...

Jeg selv gik en uge over terminen med sønnen, og jeg husker det som ulideligt! Nok mest fordi, at jeg en måned inden terminen gik og forberedte jeg mig selv på, at det nu kunne ske "når som helst"... Og så er en måned + en uge altså utrolig lang tid!

Denne gang har jeg fået ind i mit hoved, at jeg føder 5. december... ved ikke lige hvorfor, eftersom jeg jo først har termin den 14. december? Men nu må vi se, om jeg får ret... eller det når at blive jul og alt muligt, inden vi ser den lille ny. ARGH!

Jeg føler mig nedgraderet (opgraderet?) til enlig mor for tiden. Både mand og søn har jo været syg (mande er det stadig), så sønnen har hængt på mig konstant. Og nu har han vænnet sig så meget til det, det kun er mor her, der dur. Hver gang far trodser sin feber, hals- og øjenbetændelse og forsøger at hjælpe sønnen med et eller andet, får han bare at vide: "Mor gør det!!". Og prøver far så alligevel at hjælpe, smider sønnen sig ned på gulvet og skriger!

Men et eller andet sted, har sønnen jo ret, for så længe, manden er syg, så ER det jo mor, der gør det hele:

Hvem køber ind? Mor gør det!

Hvem skifter sønnen? Mor gør det!

Hvem kører sønnen i dagpleje? Mor gør det!

Hvem tager sønnen til gymnastik (på trods af, at hun er højgravid!)? Mor gør det!

Hvem gør alt? Mor gør det!

Og det er jo rart, at der er brug for én, men... jeg glæder mig nu til, at vi igen er to til at deles om pligterne! Så må vi bare håbe, at manden får lov til at komme ind i vores liv igen...?

Som forventet blev der ikke meget computer-tid i weekenden. For ikke nok med, at der skulle laves førstesal lørdag, så havde vi pludselig en feber-syg søn søndag (og mandag... og tirsdag... og...?).

Men på trods af, at det er hårdt for ens moder-instinkter at se sin lille dreng have det skidt, så er det nu også meget hyggeligt... og stille og roligt som ellers aldrig!

Hvis bare han ikke ville se "Anna & Lotte", som vi kun har to afsnit af, hele tiden...!

Jeg har de sidste par dage siddet og set dokumentaren om Blekingegadebanden (det tog mig et par dage, idet jeg blev ved med at falde i søvn under første afsnit...?).

Røverierne og optrevlingen fandt sted, da jeg var ganske lille, så det var ikke noget, jeg på nogen måde fulgte med i, da det stod på. Dog må jeg alligevel have opsnappet ét eller andet i TV-avisen...

For jeg kan huske, at jeg i midt 90'erne skulle en tur i AmagerCenteret med min mor og gik ned af en anden gade, end vi plejede. Jeg kiggede op på skiltet med gadenavnet og så, at det var BLEKINGEGADE, vi befandt os i! Jeg for sammen, for det var jo dér, den dér bande hørte til!! Jeg vidste ikke, hvad det var for en bande, men en bande er jo generelt noget farligt noget!! Især når man er en lille pige på 10-12 år!! 8-o

Min mor fik mig dog beroliget lidt, idet hun bl.a. kunne fortælle, at der jo ikke var nogen bande der mere... :)

Men det har fået mig til at tænke på, at vi måske skal til at være lidt mere varsomme med, hvad vi ser i fjernsynet, når sønnen er tilstede?!?

Engang imellem er jeg bange for, jeg er lidt for naiv. Jeg går rundt her med en forestilling om, at det bliver en ren drøm at få "baby II" til december... for helt ærligt: hvor svært kan det være? De spiser, skider og sover jo bare i starten! Og indimellem det skal man jo bare sidde og kigge på dem og fortælle dem, de er dejlige. Hvor svært kan det være?!?

Var der nogen, der sagde fortrængning??

Når jeg prøver at være realistisk og tænke tilbage, så var der jo et eller andet med amning, der løb helt at sporet, vågne nætter, hvor man bare gik rundt med sønnen på armen og håbede på et mirakel og nå ja, når nu vi er i det ærlige hjørne... frustrationen over at gå herhjemme, ikke udrette en skid og indimellem røv-kede sig! For ja, det gjorde jeg altså...

Men alt det bliver jo anderledes denne gang (ha ha, jo jeg kan godt selv høre det...)! Men denne gang har jeg jo prøvet det meste før, har bil til at køre nogle ture, når dagene bliver for trivielle og frem for alt: Så ved man, at det hele har en ende inden for en overskuelig tid. Og at det hele er forbi alt for hurtigt...

Så jeg vil lade mig selv være naiv lidt endnu... virkeligheden vil tidsnok ramme mig ;)

Man skulle ikke tro, det kunne komme bag på mig, eftersom hun jo har været gravid de sidste ca. 9 måneder og rent faktisk havde termin i går, da lillefyren valgte at komme til verden... men det gør det! Jeg kan ikke rigtig forholde mig til det... min veninde er mor nu. Hmm...

Ikke, at jeg tror, hun bliver en dårlig mor eller noget! Har bare svært ved at forstå, at vi tre veninder i vores lille trekløver, der har holdt sammen siden børnehaveklassen nu alle er mødre. Mærkeligt. Er vi virkelig så voksne?

Samtidig sidder jeg og tænker tilbage på den første tid med sønnen. Det er lidt sløret det hele! Kan bare huske, at ikke meget levede op til forventningerne. Nogle ting var hårdere, men faktisk var rigtig mange ting nemmere, end jeg havde regnet med. Og selvom jeg i bund og grund ikke synes, det at blive forældre har ændret os så meget... så kommer man jo nok ikke helt uden om, at det er en livs-ændrende oplevelse :)

Familiedag på mandens arbejde. En ok tradition, som vi godt nok i dag var med til for første gang, idet vi jo indtil nu ikke har været helt så meget familie...

Og hvordan kan man så mærke, man er blevet mor? Jo, man er hende, der står og passer på sønnens popcorn, slush ice og sko, mens han er ude og prøve alt det sjove!!

Men jeg hyggede mig nu alligevel. Det er jo skønt i sig selv, at se sønnen hygge sig.

Og da, ballondyr-mageren spurgte, om én af de andre drenge da lignede den giraf, han havde lavet, og sønnen som den eneste råbte: "JAA!" (uden at have den fjerneste idé om, hvad manden snakkede om), så var ikke et øje tørt.

Jeg har en skøn (og nu meget træt) knægt... ;)

Jeg har været meget priviligeret. Det indser jeg nu, hvor jeg for anden gang på en uge har afleveret en meget ked søn i dagpleje. Det er altså lige noget, man skal vænne sig til!

Hertil morgen var den hel gal, og jeg måtte da også lige knibe et par tårer, da jeg gik derfra med sønnens bedrøvede (ugens underdrivelse!) ansigt indprintet på nethinden... SNØFT!

Og jeg har slet ikke set det komme. Nu har han været i dagpleje i næsten et år, og der har aldrig været noget. Til tider har jeg endda været bekymret over, at han hellere ville være hos sin dagplejemor end hos mig! Den bekymring har jeg ikke mere...

Så blev det hverdag igen. Og selvom klokken snart er 10, er jeg ikke rigtig kommet igang endnu. Kun sønnen er blevet afleveret i dagpleje - grædende, hvilket jeg ellers aldrig nogensinde har prøvet før. Men kender jeg ham ret, så har han glemt alt om "moaaar" efter 5 minutter ;)

Der er ellers en del på plakaten i dag: jobnet, dagpenge-kort og ansøgninger. Minimum fire ansøgninger om ugen, kræves der... og over stort set hele Sjælland! Der bliver nok at se til.

Det positive er, at jeg rent faktisk efterhånden godt kunne tænke mig et arbejde! Det negative er, at sandsynligheden for, at en mulig arbejdsgiver overser min gravide mave, er lig nul nu... så mulighederne er få!

Nå, men nu kan jeg vist ikke finde på flere overspringshandlinger... må igang med jobsøgningen.

Åh, jeg synes, det er hårdt at være mor i dag. For det første er det alt for varmt og fugtigt i vejret, for det andet er jeg af en eller anden grund død-træt, og for det tredje, forlanger sønnen hele tiden at se "kopter" eller "Lala" i tv - med mor! Jeg skulle aldrig have introduceret ham for "I Drømmehaven" på TV2... Jeg kan altså ikke holde mig vågen til det! For søren da, det handler jo om at sove og falde i søvn hele tiden!! Men bliver sønnen søvnig og falder til ro af det?!? Nej, han kommanderer mig bare rundt med fjernbetjeningen, fordi han så vil se det klip med "kopteren!" (helikopteren), "Lala!" (der i virkeligheden hedder Upsy Daisy, men som åbenbart minder ham om Lala fra Teletubbies), "tog!" (toget Ninky Nonken (?)) eller "Pakka!" (et underligt hvidt væsen ved navn Makka Pakka). Og som mor har man jo bare at parere ordre... hvis man altså stadig er vågen! :/

Jeg glæder mig SÅ meget til at aflevere ham i dagpleje på mandag! Sad but true...

P.S. Nu kan jeg høre, sønnen står ude hos sin far og spørger efter "moaar", der på mystisk vis er forsvundet fra sofaen... bare far ikke sladrer om mine "whereabouts"! Er det meget forkert at gemme sig for sit barn? Bare engang imellem...?

Så er jeg sørme blevet Berlingo-mor. Og jeg elsker det! På trods af lidt bøvl med fart-piloten, der åbenbart kun gad virke på første køretur, så er det en skøn skude at cruise i :D

Og hvilken frihed, den vil give mig, når nu manden fra på tirsdag skal på arbejde igen i bil nr. 1! Jeg kan tage ud og købe ind, jeg kan køre ud og gå en tur med hunden, jeg kan køre en tur i svømmehallen... mulighederne er uendelige! Så er det bare, om man nogensinde får det gjort...?

Der er mange ting, der er blevet lettere, nu hvor sønnen er blevet lidt større... at vaske tøj er IKKE en af dem!!

Jeg husker stadig med fryd tilbage på den tid, hvor han kunne have det samme sæt tøj på hele dagen. Ja, faktisk i flere dage!

Nu skal han bare kigge på noget spiseligt, og tøjet er smurt ind i ketchup, leverpostej, frugt eller hva' ved jeg!

Jeg føler mig efterhånden som en af de dér mødre i tv-reklamerne, der konstant bekymrer sig om, hvordan de nu skal få børnenes tøj rent (indtil de opdager mirakel-vaskepulveret fyldt med parfume og flotte farver naturligvis)! Det var derfor også meget mod min vilje, at jeg forleden gik i Brugsen for at finde noget... Vanish (ARGH!!). Men noget måtte der gøres! Og jeg har hørt rygter om, at det rent (!) faktisk virker...?

Heldigvis fandt jeg Coop's egen kopi-version, som iøvrigt kun kostede det halve, og jeg kunne gå derfra og næsten fortrænge, at tv-reklamerne havde virket på mig.

Nu er det i maskinen sammen med diverse tøjstykker overhældt med sulfo... hvor er jeg spændt på, om jeg bliver ligeså lykkelig over resultatet som tv-mødrene! :-o

Her til aften sidder jeg med en følelse af lykke. Vi har haft mine to bedste veninder og deres mænd til frokost, og det var så hyggeligt, som det overhovedet kunne være. Også venindens søn og vores søn hyggede sig gevaldigt - vi så dem stort set ikke hele eftermiddagen! Det var bare så dejligt at se...

I det hele taget synes jeg, ferien går rigtig godt indtil videre. Det har slet ikke været så hårdt, som jeg havde frygtet... det er jo en fantastisk søn, jeg har!

Jeg har hørt mange mødre beskrive, hvordan de sådan nærmest blev forelskede i deres afkom, da de gik hjemme på barsel. Sådan synes jeg aldrig rigtig, jeg har haft det... Men det har jeg nu! Han er bare så skøn... og jo mere han kan sige og gøre, jo sjovere og skønnere er han i mine øjne. Måske tager det bare lidt længere tid for nogle end andre at blive rigtig mor?!?

Jeg er i hvert fald taknemmelig for, jeg er på det stadie nu (bedre sent end aldrig)... og jeg kan slet ikke vente, til der komme en guldklump til i december!!

I går blev det første jordemoder-besøg vel overstået. Alt var, som det skulle være, og jeg fik hørt hjertelyd og det hele. Jeg ved ikke rigtig, hvad man skal bruge de der jordemoder-besøg til, når man ikke selv føler, der er noget galt, men det er da fint nok lige at blive følt efter og sådan :)

Min mor havde været så sød at køre mig, og jeg valgte at tage hende med ind til konsultationen. Det skulle jeg ikke ha' gjort! Ih, hvor hun snakkede og snakkede!! Hun skulle bare sidde passivt ved siden af og lige høre hjertelyd og sådan... men nej. Hun plaprede konstant løs om, hvordan jeg havde haft det under min første graviditet og i den første tid med sønnen. Og det blev selvfølgelig lige krydret med anekdoter om, hvordan det var, da hun ventede mig og... ja, hun blev bare ved og ved!

Jeg troede, man holdt op med at grimme sig over sin mor, når man nåede over teenage-alderen... det gør man ikke!!

Jeg synes efterhånden, kvalmen er ved at tage overhånd!

Jeg havde kvalme en uges tid, inden jeg tog den første graviditets-test, men så gik den væk og blev væk i flere uger. Jeg var derfor så naiv at tro, jeg slap... og ikke skulle døje med konstant kvalme ligesom de første fem måneder af min forrige graviditet! HA!

Nu er den der igen... og den er konstant... morgen, middag, aften - you name it! De eneste tidspunkter, jeg ikke mærker den, er, når jeg sover eller spiser noget... farligt!

Nå, men det er ikke fordi, jeg regner med, at I blog-læsere kan gøre noget ved min konstante kvalme... måtte bare ud med, hvor lorte-øv det også kan være at være gravid!

Men ellers går det fint... :)

P.S. Mit lange by-besøg i dag ledte mig også forbi biblioteket, hvor et eksemplar af Julia Lahme's "Hvor lagde jeg babyen" blev lånt. Jeg har allerede læst de første par sider (ventetiden skulle jo bruges fornuftigt), og den tegner meget godt. Det nye liv som mor - råt for usødet :)

Vi har fundet en løsning på "jeg vil ikke sove"-problemet, som sønnen på det sidste har plaget os med. Jeg er ikke sikker på, den er særlig pædagogisk, og den skal da nok også komme tilbage og bide os bag i senere... men hvad gør man ikke for lidt fred nu og her?!

Nå, men løsningen? At tænde for radioen og på den måde kreere lidt ligegyldig baggrundsstøj. Lige nu sidder jeg således og lytter til "Sport på 3'eren", tror jeg nok, det hedder... skrækkeligt program, når sport ikke interesserer én mere end, hvilket nr. den nye prins er i arvefølgen!

Men det er ret fascinerende, så entusiastiske sådan nogle sports-kommentatorer kan lyde, når der er lige ved at være mål! De må virkelig være glade for deres job... hvor dejligt for dem :)

Først ville jeg egentligt gerne... så gad jeg alligevel ikke... og nu har jeg alligevel besluttet mig for at tage afsted... til mødregruppe i dag.

Jeg synes, det har været fedt at lære nogen at kende i lokalområdet (vi er jo tilflyttere og kender ellers ikke et øje), men jeg tror ikke på, at nogen af os bliver perlevenner og holder sammen for evigt. Vi er mere bekendte end venner. Men det er vel egentlig også ok? Så mødes vi engang imellem og udveksler historier om de små, der render omkring vores ben og hygger sig med hinanden. Fint nok.

Og denne gang tager jeg altså med.

Så er tv-programmerne "Sådan er mødre" blevet til en bog, og er den bare halvt så god som programmerne, så er den bestemt værd at læse! Programmerne kørte på DR2, mens jeg var på barsel, og jeg slugte dem råt, mens jeg sad i sofaen og gav sønnen flaske. Hvor var det fedt at høre fra alle de skønne og morsomme danske kvinder, at det man selv gik og tumlede med til daglig, altså var helt normalt. Bl.a.:

• at det at blive og være mor slet ikke er så rosenrødt endda.
• at det at se to blå streger på graviditets-testen kan være yderst angst-fremprovokerende - også selvom det er "planlagt".
  
• at det at føde kan føles som at føde en fryser - med chili på!
• at det at ofte tisse i bukserne, når man lige har født, er normalt og for de fleste går over igen.
• at det med amningen altså ikke altid bare fungerer, og at man kan være en god (måske endda bedre) mor alligevel.
  

Det sidste hjalp især mig, da jeg selv måtte opgive amningen efter ca. to uger og havde meget blandede følelser omkring det...

Jeg må vist se at få købt et eksemplar til min søster... det er en perfekt barselsgave!

Jeg har efterhånden nået en alder, hvor alt partout skal handle om graviditet.

Når man siger, man har en hemmelighed eller har noget godt at fortælle, tror alle folk (især veninder og mødre!) straks, at man er gravid eller at nogen i den nærmeste omgangskreds er det! For hvad kan det ellers være?! :/

Nogen gange er det selvfølgelig også tilfældet... men jo langt fra hver gang! Der sker vel også andre gode ting, når man er 26???

I nat drømte jeg, at jeg købte en masse chokolade... min underbevidsthed er vist helt klar over, det er fredag, hvilket her i huset er lig med slik og smovs :)

Ikke at der ikke får sneget sig søde sager ind de andre dage... om fredagen er det bare tilladt, og man kan derfor give lidt slip på den dårlige samvittighed ;)

Ellers går det godt her. Mit stress-niveau er dalet gevaldigt, og jeg kan for alvor begynde at mærke en forbedring. Der, hvor jeg virkelig kan mærke det ekstra overskud, er i samværet med min søn. Nu orker jeg ham pludselig! Og jeg synes faktisk, det er sjovt at være sammen med ham! Det er fantastisk rart, for i 1½ år har jeg følt, jeg stort set hver dag bare har gået og ventet længselsfuldt på, han skulle i seng, så jeg kunne få lidt fred og alenetid. Nu har jeg alene-tid om dagen og glæder mig faktisk til, han kommer hjem fra dagpleje hen ad eftermiddagen, så vi kan være sammen.

Så lige pludselig er det faktisk slet ikke så hårdt at være mor... tænk engang :)

Hvordan jeg fremover skal få det til at hænge sammen med et arbejde, prøver jeg at lade være med at tænke på...

Endelig slap sønnen af med sin feber og kunne komme i dagpleje. Han trængte! Og det gjorde hans mor også! :)

Og nu sidder jeg så og burde gå i gang med et eller andet fysisk... det trænger jeg nemlig også til! Og det kunne sikkert også hjælpe mig til at få varmen. Men jeg gider helt ærligt ikke...

Da jeg først blev sygemeldt, planlagde jeg noget hver dag for ikke at gå i stå. Jeg har før gået hjemme i en periode, så jeg ved, hvor hurtigt det kan ske... Men efter knap to uger med aktiviteter hver dag, fandt jeg ud af, at jeg faktisk havde brug for at gå helt i stå for at stresse af. Så jeg holdt op med at planlægge, prøvede ikke at have dårlig samvittighed over at sidde ved computeren hele dagen o.s.v. Og det har faktisk hjulpet! Mit stress-niveau er dalet betydeligt! Nu skal jeg bare holde det hernede... og ja, så skal jeg jo nok også snart til at "komme igang" igen :)

Go' fredag til jer.

P.S. "Gå i stå" er egentlig et ret underligt udtryk, hvis man sådan deler ordene op... bare en tanke :)

Bedst som jeg har sat vaskemaskinen igang (fyldt med sønnens feber-fugtige tøj), slår det mig: "Fik sønnen egentlig fisket den åbne pose makroner, han har stjålet ude i køkkenskuffen, ud af vaskemaskinen igen?! Ellers bliver det her noget værre svineri!". Men da jeg endnu ikke har fundet ud af, hvordan man stopper maskinen og lukker lågen op igen, måtte jeg blot trække på skuldrene og håbe på det bedste.

Heldigvis havde han fisket posen ud igen og var tøffet ind i stuen med den... Men hvorfor skal alting proppes i vaskemaskinen?? Det går jo galt en dag!

Jeg har lige haft uventet besøg af min mor. Vi bor ellers så langt væk fra alle, vi kender, at man bliver noget forskrækket og skeptisk, når det banker på døren... Men det var jo så altså min mor. Hun havde været inde og aflevere min far på hospitalet... og hun trængte til lidt omsorg.

Min far blev opereret i sidste uge (prostata), og alt gik fint... men nu er der alligevel opstået komplikationer, så han er blevet indlagt på ny og skal måske opereres igen imorgen. Min mor var lige ved at græde... Det skal nok gå i orden alt sammen, men det har vist været en hård dag for hende (og ham!).

Vi gav hende noget mad, og så optrådte sønnen på slap line, så hun ikke kunne andet end at grine.

Nu krydser vi bare fingre for, at min far snart bliver helt rask.

Det plejer at være noget, der sker et par gange om ugen... og gerne i minimum ½ time ad gangen. Men i denne uge har jeg bare ikke haft overskud til at tale med hende... for det at tale med hende ville være ens betydende med, at jeg blev nødt til at fortælle, at jeg havde sagt mit "gode" faste job med den gode løn op...

Men jeg fik talt med hende, og hun var selvfølgelig meget forstående - omend en smule forbavset og ærgerlig over, jeg heller ikke denne gang havde fundet lykken på arbejdsmarkedet.

Det er jeg sgu også ærgerlig over... For selvom jeg med hjernen godt kan forsvare min opsigelse, så føler jeg mig alligevel inderst inde som en fiasko... en fiasko, der endnu engang har givet op. En rigtig øv-følelse!

Hvad der skulle have været en kedelig dag med tag-byggeri blev pludselig til en hyggelig dag med mor, svigermor og søn rundt på et marked og smage diverse lækre økologiske ting og sager! Så er sådan en efterårs-søndag slet ikke så tosset :)

Endelig blev det lørdagaften! Det har været en mega-hård uge... pludselig er vi to arbejdende forældre, der skal tilfredsstille arbejdsgivere, sønnen, dagplejen, hinanden... og alle andre! Vi kan bare ikke nå det hele... Jeg håber, det bare er begyndelses-vanskeligheder - det er trods alt første uge efter mandens barsel.

Nu er det vist på tide med lidt musik på bloggen igen. Jeg faldt over den her på en anden nybagt mors blog , og jeg må sige, der er mange sande ting i dén sang! :)

Min mor har tabt 5 kilo... min søster har tabt 10... mig? Tja, det eneste, jeg har tabt, er mit hjerte... til søde og fedende sager! Og nu må det altså snart høre op... Godt nok er jeg nede på min "før-graviditets-vægt", men det er jo stadig ca. 8 kilo over et fornuftigt BMI, så... man burde...

Man burde måske starte med at cykle på arbejde, som jeg oprindelig havde plandlagt, da jeg fik arbejde "kun" 8 km fra min bopæl...?? 

Gad vide, om jeg har et alkohol-problem? Hver morgen, når jeg træder ud af mit soveværelse og går igennem mit kontor for at komme ud på badeværelset, skal jeg først træde over en....... en lilla flodhest! Og det er hver dag!! :-o

Måske er jeg bare blevet mor.... ;)