At tage til forældre-jule-halløj i dagplejen kan være noget af en oplevelse, når man som mig er ny-ammer. Hver gang en unge hylede (og det var ofte), prikkede det i mine i forvejen lettere spændte bryster! Meget mystisk, at ens kropsdele kan reagere på sådan noget, synes jeg...
Iøvrigt går det forbløffende godt med amningen. Med sønnen gik det skævt i løbet af den første uge, fordi det bare gjorde SÅ ondt under hele amningen - hver amning! Jeg endte nærmest med at hade ham til sidst, fordi han konstant ville have mad, og jeg bare ikke kunne holde smerten ud. Efter ca. 12 dage gik vi over til flaske, og det var den bedste beslutning nogensinde. At det hurtige amme-stop selvfølgelig resulterede i voldsom brystbetændelse, som gjorde mig var sikker på, jeg skulle dø af den høje feber, er en helt anden sag...
Men denne gang går det godt! Har også allieret mig med pumper, modermælkserstatning, flasker, silikone-dutter o.s.v., hvis nu... :)
Uh, jeg tror, jeg har fået graviditets-kløe!! Mistanken kommer af to grunde:
Jeg er gravid
Det klør over det hele!!
Det var ikke noget, jeg var plaget af, da jeg ventede sønnen, så jeg havde selvfølgelig heller ikke regnet med at stifte bekendtskab med det denne gang. Men noget tyder på, jeg må en tur forbi lægen og få det tjekket...
Kl 10.30 stod jeg og var igang med at lave lasagne. Rart endelig at være lidt på forkant med noget! Synes bare vores hjem har ligget underdrejet de sidste 3 uger p.g.a. sygdom. Og det er gået ud over oprydning, rengøring, opvask, støvsugning, madlavning o.s.v. Og det ses!!
Men nu, hvor både mand og søn er ude af huset, og jeg selv er begyndt at kunne bevæge mig uden for sengen i kortere perioder, skal der altså styr på nogle ting!
Det varer vel i grunden heller ikke særlig længe, før jeg bør pakke en barsels-taske...? :)
Jeg ved ikke rigtig, om jeg skulle føle mig truffet af dagplejemoderens morgen-reprimende. Men jeg gjorde det ikke. Jeg synes nemlig, jeg har gjort, hvad jeg skulle.
Hun fortalte (til mig), at de nu var nødt til at gribe hårdt ind også over for halv-syge børn, da de (børnene og pædagogerne) ellers aldrig ville komme på højkant igen. Så selv 37,8 var altså feber og skulle klares hjemme. "Øh ja," tænkte jeg så. "Det var jo derfor, jeg havde sønnen hjemme igår. Jeg gider da heller ikke mere sygdom, så jeg vil da gøre mit for at stoppe spredningen! Men nu er han altså rask, feber-fri og fuldt aktiv. Er det så ok, jeg benytter mig af den pasningsordning, jeg betaler for i dyre domme??"
Jeg formulerede det lidt pænere over for hende :) Men jeg gjorde bestemt opmærksom på, at jeg heller ikke gad mere sygdom og derfor gjorde mit og i øvrigt bakkede op om deres nul-tolerance.
Men engang imellem føler jeg bare, jeg skal gøre mig fortjent til at aflevere min søn. Og at jeg altid lige skal mindes om et eller andet, jeg burde gøre bedre. I hvert fald hos denne dagplejemor.
Overvejer meget, om den lille skal passes af en anden, når den tid kommer...
Bedst som man troede, det gik fremad, røg man tilbage til nulpunktet. Min mandag var præget af feber, utilpashed og dyne-kramning. Og for at det ikke skulle være nok, fik sønnen også feber henunder aftenen, og manden klagede over ondt i halsen. Jeg holder det altså ikke ud mere! Vi kører alle tre på sådan 35-75 % konstant... vi vil op på 100 igen!!
Der skete dog også noget positivt i går: Vi fik webcam-forbindelse til Skotland og kunne se min søster, svoger og lille nevø LIVE! Det er sgu' en smart opfindelse. Det er jo næsten som at sidde i samme stue... fantastisk!
Og sønnen har allerede lært den lille nye fætters navn, så der var jo ikke et øje tørt... :)
Jeg må alligevel have en stærk vilje. Jeg nægtede i går at have influenza, og allerede i dag har jeg det faktisk meget bedre! Jeg er feber-fri og har næsten ingen kvalme el. lign.
Til gengæld er jeg nået til nyse-fasen, så jeg risikerer at vække sønnen fra sin middagslur ca. hvert 5. minut så længe, jeg sidder her ved computeren! Må vist ind i et af de "frastødende lokaler" om lidt... ;)
P.S. Skal det virkelig lykkes at få os alle tre raske samtidig for en stund?!? Håber det... for jeg savner OS!
Jeg vælger at tro, det ikke er influenza, jeg har. Jo, jeg har ganske vist feber og er generelt utilpas, men jeg har hverken ondt i halsen eller nedsat appetit, som man ifølge Netdoktor.dk skal have for at have influenza. Så jeg nægter at sætte himmel og jord i bevægelse og kontakte lægevagten. Som gravid burde jeg jo nok, eftersom jeg jo er "i risikogruppen" m.h.t. influenza A, men altså... jeg gider det ikke!
Heldigvis ser det ud til, at sønnens sygdom er overstået. Jeg måtte jo ellers (som frygtet) hente ham i dagplejen i går efter kun et par timer. Og jeg fik da også lige en kommentar med om, at hvis han har feber om natten, burde han måske lige tage en dag derhjemme... hmm.
Men i hvert fald virker han frisk og feber-fri i dag, og nu da hans farmor ovenikøbet er kommet for at lege med ham, er han jo slet ikke til at stoppe. Dejligt, han holder så meget af sin farmor. Jeg tror sjovt nok ikke lige, min farmor ville have samme effekt på mit helbred...!
Sønnen havde det lidt skidt i nat. Han kastede op en enkelt gang og havde feber.
Han ville da heller ikke rigtig spise sin morgenmad her til morgen. Men ellers virkede han frisk, og feberen havde lagt sig.
Så hvad gør en mor, der selv ikke har det for godt og ligger og overvejer, om dét her er de farlige influenza-lignende symptomer, de taler så meget om?? Hun sender sønnen afsted i dagpleje og krydser fingre for, at de ikke ringer og beder hende hente en syg søn (og ved samme lejlighed minder hende om, at hun er en dårlig mor...).
Det har været den letteste morgen længe. Sønnen sov længe, og vågnede derfor ekstra frisk og glad. Han var med på både at få ren ble og tøj på, han hjalp med at lave morgenmad, og han havde helt styr på, hvad han måtte, og han ikke måtte... Derfor satte han sig også pænt ind på sin lille stol, fortalte mig, han ikke måtte sidde og spise i sofaen, og sad så ellers pænt og spiste sin youghurt til Postmand Per, mens jeg gik rundt og gjorde mig klar.
Så er det jo ingen sag at have børn!! Bare det holder ved... man glemmer jo næsten helt, at det øs-regner, og manden stadig/igen ligger i sengen :)
Nu burde jeg så gå op og forsætte på det evige spartel-projekt... hmm...
Ja, altså ikke hos mig, for der har han sådan set aldrig været væk fra (måske lige, da han forleden for 30. gang den dag lå med grødet stemme og bekendtgjorde, at han var syyyg...?).
Men sønnen har igen taget sin far til sig. Jubii!! Så meget, at jeg endda fik lov til at sove længe imorges, mens de så tv, spiste morgenmad o.s.v. SKØNT!
Jeg føler mig nedgraderet (opgraderet?) til enlig mor for tiden. Både mand og søn har jo været syg (mande er det stadig), så sønnen har hængt på mig konstant. Og nu har han vænnet sig så meget til det, det kun er mor her, der dur. Hver gang far trodser sin feber, hals- og øjenbetændelse og forsøger at hjælpe sønnen med et eller andet, får han bare at vide: "Mor gør det!!". Og prøver far så alligevel at hjælpe, smider sønnen sig ned på gulvet og skriger!
Men et eller andet sted, har sønnen jo ret, for så længe, manden er syg, så ER det jo mor, der gør det hele:
Hvem køber ind? Mor gør det!
Hvem skifter sønnen? Mor gør det!
Hvem kører sønnen i dagpleje? Mor gør det!
Hvem tager sønnen til gymnastik (på trods af, at hun er højgravid!)? Mor gør det!
Hvem gør alt? Mor gør det!
Og det er jo rart, at der er brug for én, men... jeg glæder mig nu til, at vi igen er to til at deles om pligterne! Så må vi bare håbe, at manden får lov til at komme ind i vores liv igen...?
SÅ fik jeg endelig min gode gamle søn igen: Frisk og fræk :) Så nu kan en ny og forhåbentlig 1000 gange bedre uge begynde. Dét er jo altid et godt udgangspunkt ;)
Når jeg kigger ud af vinduet, ser det meget gråt og trist ud. Men herinde lysner det så småt... Sønnen er ved at være sig selv igen, og man lærer helt at sætte pris på, han "bare" er nysgerrig og opfindsom (en pilfinger og et rodehoved!) istedet for sur, gnaven og ked.
At få tilranet sig et lille øjeblik ved computeren - eller i det hele tage bare et lille øjeblik for sig selv! - er nærmest umuligt for tiden.
Sønnen er, som jeg aldrig har oplevet ham før. Og som jeg heller aldrig ønsker at opleve ham igen!! Sur, gnaven og bare på tværs.
Igår fredag var ellers en go' dag, hvor vi fik hygget med yndlingsveninden og hendes søn (rart med lidt adspredelse - især for mig!). Men fornemmelsen af en go' dag røg ligesom i baggrunden, da jeg kom hjem med en søn på tværs og en syg mand på sofaen!
Har kun tid til et meget kort indlæg (hvis jeg da endda har det!). For glem alt, hvad jeg skrev forleden om, at det kunne være hyggeligt med en syg søn!!
Jeg har derfor en bøn: Enten skal sønnen være så feber-ramt, at han ikke kan andet end at sidde i sin mors arme og falde i søvn, eller også skal han være så rask, at man kan aflevere ham i dagpleje!!
Det her indimellem driver mig ganske enkelt til vanvid...!
Nå, men jeg må smutte. Skal ud og se, hvad sønnen nu er ved at splitte ad i køkkenet! Hvis jeg da kan komme derud for mit klædeskabs indhold, der nu ligger spredt på gulvet! ARGH!!
Som forventet blev der ikke meget computer-tid i weekenden. For ikke nok med, at der skulle laves førstesal lørdag, så havde vi pludselig en feber-syg søn søndag (og mandag... og tirsdag... og...?).
Men på trods af, at det er hårdt for ens moder-instinkter at se sin lille dreng have det skidt, så er det nu også meget hyggeligt... og stille og roligt som ellers aldrig!
Hvis bare han ikke ville se "Anna & Lotte", som vi kun har to afsnit af, hele tiden...!
Det er egentlig underligt: Jeg føler mig ikke specielt stresset for tiden. Utålmodig, umotiveret til at søge job og til grin, ja. Men stresset? Nej... ikke i forhold til de stress-oplevelser, jeg har været igennem tidligere jo!
Så havde det ikke været for den bold på min mave, der konstant bliver hård og gør små-ondt, når jeg tænker på arbejde og praktik (eller måske nærmere mangel på samme), havde jeg nok kunnet klare den. Men jeg må jo tænke på den lille baby derinde... den har ikke godt af alt det stress. Så jeg har taget konsekvensen og valgt at sygemelde mig fra imorgen...
Gad vide, hvad kommunen siger til det??
"Nej nej, ikke tænke på det nu, Ria... tag det, som det kommer".
Jeg går hele tiden og venter på et eller andet, synes jeg. Nu gå jeg f.eks. og venter på at komme til jordemoderen imorgen, hvor jeg håber at få afklaret, om jeg bør sygemelde mig eller klø på en måneds tid endnu. Og det er lidt belastende. For jeg burde jo ringe rundt til Gud og hver mand for at finde en praktik-plads. Men samtidig gider jeg jo ikke gøre forsøget, hvis det ender med en sygemelding inden ugen er omme.
Og jeg har faktisk allermest lyst til at blive sygemeldt. Men er det frygt for det nye (praktikken) eller frygt for, at der skal ske noget med den lille? Det er svært at tolke, synes jeg. Det er nok mest frygt for ikke at slå til i praktikken, fordi jeg ikke kan give mig 100 %, fordi jeg jo trods alt er højgravid. Og de sidste par dage er jeg virkelig blevet klar over, hvor gravid jeg er. Smerter i bækken (mindre, men mere eller mindre konstante), plukveer (der nu både kommer, når jeg stresser eller forsøger at rydde op derhjemme) og besvær bare ved at bevæge mig rundt (er bare tung som en elefant!). Var det også sådan, da jeg ventede sønnen??
Derfor har jeg allermest lyst til bare at kaste håndklædet i ringen. Men jeg har på den anden side heller ikke lyst til at vende tilbage til dét gamle mønster... Jeg sætter min lidt til jordemoderens vise ord i morgen. Og må indtil da bare... vente.
I går aftes var jeg lige ved at ringe til fødeafdelingen. Ikke fordi, jeg var bange for, jeg var ved at føde, men fordi jeg havde kolosalt mange plukveer (tror jeg nok, det er). Den sidste satte sig bare fast og blev i tre timer, indtil jeg endelig fik mulighed for at lægge mig på sofaen og bare slappe helt af (ja, muligheden var der måske hele tiden, men jeg skulle jo liiige...). Og efter, hvad jeg kunne læse på nettet, så var det lidt af et faresignal - især fordi de også gør ondt. Ikke sådan ve-ondt, men nærmere en slags hvor-er-jeg-mega-oppustet-hele-tiden-ondt...
Så nu ser jeg tiden lidt an og ser, hvordan det går i dag... og overvejer seriøst, om jeg skal sygemelde mig mandag. Faktisk er jeg nået til det punkt, hvor jeg gerne vil tage job-kurset færdig, og jeg vil faktisk også godt i den efterfølgende praktik. Men jo ikke, hvis der sker den lille noget... Så bliver det ved, må der vist en læge indover.
I dag står den ellers også på masser af fysisk arbejde (jeg er jo ikke rigtig klog): Yndlings-veninden og hendes mand kommer og hjælper os med at spartle loft på førstesalen (juhuu, at vi er nået dertil!!). Det er nemt, men lidt trivielt arbejde, og så er det jo fedt, nogen vil komme og hjælpe lidt til :)
Jeg har udskudt det mange gange i den her uge: ansøgnings-skrivningen. I håb om, at forkølelsen ville lette, og motivationen ville indfinde sig. Behøver jeg sige, at det ikke er sket?
Nu føles mit hoved tonstungt, jeg nyser (i ærmet) og hoster konstant - når jeg altså ikke lige pudser næse. Skønt...
Men én ansøgning er det dog blevet til i dag... endnu et job, der skal besættes 14 dage før, jeg går på barsel. Ih ja, det får jeg HELT sikkert... :/
Nå, jeg tror, jeg trisser ind under dynen... Har lovet at lave gulv med manden hele eftermiddagen, så jeg skulle jo gerne blive bare lidt mere frisk. Og deadlinen rykker job hastigt nærmere!
Altså det dér nye med, at man nu skal nyse i sit ærme og ikke holde sig for munden, har jeg ret svært ved at vænne mig til! Jeg er blevet noget så forkølet og nyser jævnligt, men hånden hopper helt automatisk op foran munden!
Før i tiden var det gode manerer, nu er det strengt forbudt!
Jeg kan godt se logikken, men... resulterer det ikke i et vældig klamt ærme efter et par timer?!? Sort er i hvert fald udelukket... eeww!!
Jeg ved ikke, om det er en graviditets-ting, eller om det er fordi, jeg føler jeg er ved at lægge mig med "et eller andet", men i hvert fald fik jeg her til aften sådan en frygtelig lyst til... toastbrød! (?)
Men så er det bare fantastisk at være gift med jordens dejligste mand, der fluks springer ud i køkkenet og tager skåle og mel frem! Så nu er der friskbagt toastbrød... kan man være med heldig?
P.S. Jeg har i øvrigt i dag fået meddelelse om, at der ikke er plads på næste job-søgnings-kursus, så jeg kan først komme på ét ultimo september. Dobbelt heldig! :)
(ADVARSEL: Nedenstående kan lyde en anelse aggressivt, da det er skrevet umiddelbart efter min hjemkomst fra endnu et spændende møde med ledigheds-systemet)
Så har jeg været til min samtale i Job-centeret (tog 5 minutter), og ih, hvor bliver jeg harm!! De havde et godt aktiverings-tilbud for folk, der har været ude for en arbejdsulykke el. lign., og derfor kunne have nogle barrierer for at få nyt arbejde - fysisk eller psykisk. Det er jo lige mig!! Min stress bremser mig da helt klart i at søge hvad som helst... Endelig kan man få lidt hjælp til at komme videre!!
8|(
(Ria med laaang næse)
For næ nej, det er jeg så sandelig ikke syg nok til at deltage i!
Men hvis jeg var "syg nok", så sad jeg jo så ikke dér, for så er jeg jo ikke fuldt til rådighed, men sygemeldt! GRRR!! Hvem der kan komme på dét kursus er mig en gåde...
Så nu tager jeg da bare på fire ugers job-søgnings-kursus. Er nået til det punkt, hvor jeg vist bare makker ret... det nytter alligevel ikke noget at have sin egen mening.
Som lyn fra en klar himmel er det lige præcis, hvad jeg har fået. Øv på sådan en ellers ret så hyggelig regn-lørdag, som kun skal bruges på at tøffe rundt i jogging-tøj med familien.
Nu overvejer jeg bare, om det er nok til at melde mig syg til de fire-dages tvangs-kursus i jobcenteret i næste uge?? Men det vil vel bare være at udskyde pinen...?
Øv, bilen blev solgt for næsen af os! Men der er heldigvis mange af den slags, så vi "nupper" bare en anden ;)
Nu er jeg så hjemme og forsøger at få lidt ynk fra min mand p.g.a. af svimmelheden... det går ikke så godt! Det nærmeste, jeg er kommet, var, da han spurgte, om vi skulle køre til lægen. Sagt på en måde, som kun kunne opfattes således:
"Hvis jeg kører dig til lægen, får jeg så snart fred?!"
Så i eftermiddag kører jeg en tur ned til mine forældre. Så må vi se, om jeg har bedre held med dem...
Så er sommeren vist for alvor kommet til Danmark. Jeg måtte i hvert fald smide jakken, da jeg kørte hjem fra dagplejen i morges! Måske man skulle "arbejde" lidt på sin kulør i dag (læs: tage sig en "morfar" i havestolen)...?
Ellers skal dagen bruges på at rydde op (får besøg af en, der skal vurdere huset i eftermiddag) og på at skrive ansøgninger... Jeg har nemlig valgt at raskmelde mig. Kommunen vil sætte mig i praktik og få mig op på fuld tid i løbet af en måneds tid. Det kan jeg slet ikke overskue... bare tanken om at skulle på arbejde hver eneste dag den næste måned giver mig hjertebanken og kvalme. Og jeg havde jo også lovet mig selv ikke at springe ud i fuldtid foreløbig... Og de kan ikke hjælpe mig med noget på deltid...?
Så jeg har altså valgt at raskmelde mig og selv lede efter passende jobs. Det bliver vist noget med nogle uopfordrede ansøgninger... der er jo ikke mange jobs at søge! Men optimismen er rimelig høj, selvom det jo nok bliver sværere og sværere at få job, efterhånden som den gravide mave bliver mere og mere synlig... :)
Det kan være svært at finde sin plads, når man sådan ikke er rigtig rask, men heller ikke er på afgrundens rand.
Jeg kom vist til at lyde lidt for positiv, da min trænings-instruktør forleden spurgte, hvordan det gik med motionen og stressen generelt... nu har han i hvert fald travlt med at raskmelde mig! Det mindste tegn på bedring, så må man jo være klar til at være til rådighed for arbejdsmarkedet!
A-kassen ser dog anderledes på det... de har direkte rådet mig til ikke at raskmelde mig, før jeg er 100 % klar. Så de vil altså heller ikke have mig!
Det handler jo i bund og grund om penge... for hvilken kasse skal betale for at have mig "dalrende" rundt? Jeg ved det ikke... føler mig hverken rask eller meget syg. Jeg er bare mig. Og jeg tager tingene, som de kommer. Og kommer der et godt deltids-job forbi, så snupper jeg da det... så kan de begge blive helt fri for mig :)
Indtil videre må jeg vist bare finde mig i at være kastebold...
I et forsøg på at slippe af med min evindelige forkølelse (kører på tredje måned) var jeg efter to dage i sengen godt på vej til at gå helt i står. Så i dag måtte der bare ske noget andet! Så for at dulme min dårlige samvittighed og for at prøve at finde energien igen har jeg i dag:
I dag skal jeg til mit første møde med kommunen (sagt med autoritets-tro og yderst angst stemme). Vi skal "udarbejde en plan for min tilbagevenden til arbejdsmarkedet", og jeg prøver virkelig at se min sagsbehandler (sagt med mindst ligeså meget angst i stemmen) som en samarbejds-partner istedet for modstander og fjende. For jeg ønsker jo i bund og grund at vende tilbage til arbejdsmarkedet på et eller andet tidspunkt... er bare bange for at blive tvunget til alt muligt underligt, som hun synes, er en go' idé.
Jeg burde jo være glad, hvis hun vurderer, jeg ikke er "syg nok" - at jeg slet ikke har stress mere. Men jeg sidder lidt med en følelse af, jeg skal ind og overbevise hende om, at jeg altså ER syg, og jeg ikke kan søge arbejde lige nu... Ligesom man som barn prøvede at overbevise sin mor om, at man altså nok havde feber og i hvert fald var "syyyyg...".
Nu vil jeg stresse lidt videre over det og bare glæde mig til, det er overstået...
Så lykkedes det mig endelig at få fat i noget grøn frugt-farve... påske-kagen er reddet! :)
Hvorfor forudser frugtfarve-producenterne og butiksbestyrerne ikke, at alle vil bage forårs-grønne kager i påsken?! Så havde jeg sluppet for at skulle på jagt gennem 4 butikker med en sygemeldt unge, der overhovedet ikke fejler en skid og er lige så fræk, som han plejer...
Nu kan jeg vist godt afsløre hemmeligheden. Og denne gang omhandler det rent faktisk graviditet, men tag det ikke som en selvfølge, tak! :)
Og nej, det er ikke mig, der er gravid, men derimod en af mine bedste veninder. Det er bare så dejligt. Vi er tre veninder, der har holdt sammen siden børnehaveklassen (22 år!), og hun er den så den sidste i rækken til at få det første barn (for der kommer forhåbentlig flere).
Da jeg forleden sad og så Misson Baby på DR1 slog det mig, hvor heldige vi egentlig har været... Der er så mange, der har svært ved at blive gravide (heriblandt min egen søster), men vi er alle tre blevet gravide efter relativt kort tid uden nogen form for problemer. Det er da fantastisk!
Da sønnen skulle undfanges, prøvede vi et par måneder uden held. Men så satte jeg mig ind i ægløsnings-matematikken, ventede til den rigtige uge, og så var jeg gravid :) Nu håber jeg bare, det komme til at gå ligeså let næste gang... som rent faktisk er nu! Sønnen trænger til en bror eller søster... :)
Efter egne beregninger, burde jeg får svar på naturens egen graviditets-test idag... hvis det altså ikke er lykkedes ;) Jeg havde egentlig afskrevet det for denne måned, eftersom jeg var ret så syg for 14 dage siden. Jeg tror ikke, kroppen kan klare både sygdom og begyndende graviditet! Men som dagen idag har nærmet sig, har jeg mærket, at jeg alligevel håber... og at jeg (igen) vil blive lidt skuffet, hvis "flo" kommer til byen.
Men nu må vi se, hvad der sker. Indtil videre sidder jeg bare og føler os heldige og velsignede - mig og veninderne! :)
Jeg prøver at lære mig selv, at man ikke skal skrive undskyldende blog-indlæg om, hvorfor det er så langt tid siden, man sidst har skrevet noget. En blog skal jo kun skrives, når man har lyst til det og kun, når der er noget at skrive om!
Men (!) jeg har i grunden haft masser at skrive om... og lysten har bestemt også været der! Sønnen har bare hængt på mig uafbrudt de sidste 14 dage (sådan føles det i hvert fald), så det har været ret så umuligt at få sit daglige computer-fix. Den teknik, jeg udviklede, da han var helt lille, hvor jeg kunne have ham på armen med en sutteflaske i den ene hånd og en computermus i den anden, er han åbenbart blevet for stor til nu (eller også har jeg glemt den??).
Men nu sover han, jeg har fået frokost, og der er tid til at slappe af... hvad var det så lige, jeg ville skrive?
Sidste uge var hård - endda rigtig hård! Så hård, at jeg fredag følte, jeg atter var ved at gå ned med stress... følelsen kan ikke rigtig forklares, men det er lidt som at være helt ved siden af sig selv og ikke ha' nogen som helst indflydelse på de ting, man foretager sig. Man er bare ved at krakelere indvendigt! Så jeg besluttede mig for at melde mig syg mandag, hvis ikke jeg fik det bedre... Stress skal forebygges!
Søndag eftermiddag blev jeg og manden så ramt af en eller anden virus, som slog benene væk under os! Vi fik kvalme, feber og ondt i hele kroppen... så der var overhovedet ikke noget at rafle om mandag morgen - jeg skulle ingen steder!
Idag går det lidt bedre... Jeg er i hvert fald nået til det punkt, hvor man er for rask til at ligge på sofaen hele dagen, men for syg til at tage nogen steder hen eller lave noget konstruktivt... øv! Hader den dag i sygdomsforløbet!
Jeg vender tilbage på bloggen, når jeg er mere mig selv... :)
Idet jeg nu har været forkølet (hvilket er årets underdrivelse, idet jeg på skift og endda nogen gange overlappende har været snottet, haft ondt i halsen, haft feber, haft voldsomme hosteanfald, haft begyndende bihule-betændelse o.s.v.) i en måned (!), og idet jeg har på fornemmelsen, at det er noget på min arbejdsplads, der gør, at jeg bare ikke kan blive rask, har jeg besluttet mig for at sygemelde mig og blive hjemme under dynen, til jeg er fuldstændig rask... og det hjælper faktisk, selvom der stadig er lidt vej endnu.
Men når jeg sådan sidder herhjemme sygemeldt, bliver jeg altid ramt af dårlig samvittighed... for kunne jeg måske ha' gået på arbejde alligevel? Selvom jeg godt ved, det vil være bedst at blive hjemme og pleje sig selv, bliver jeg ramt... Især hvis jeg endda får lidt ud af dagen (mere end bare at sidde under dynen med min bærbare og blogge).
Lige nu er jeg f.eks. både igang med at vaske tøj og afrime fryseren og overvejer at sætte mig ud og nyde solen, nu jeg endelig har chancen. På et tidspunkt skal der også købes ind, hvilket jo kræver, jeg tager en tur ind til byen... Men hvor går grænsen? Hvor meget/lidt må man lave, før man burde være taget på arbejde istedet?
